Norway

Text of the hymn

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet
med de tusen hjem, -
elsker, elsker det og tænker
påvor far og mor
og den saganat, som sænker
drømme påvor jord.

Dette landet Harald bjerged
med sin kjæmperad,
dette landet Haakon værged,
medens Øjvind kvad;
Olav pådet land har malet
korset med sit blod,
fra dets høje Sverre taled´
Roma midt imot.

Bønder sine økser brynte,
der en hær drog frem;
Tordenskjold langs kysten lynte,
såden lystes hjem.
Kvinder selv stod op og strede,
som de vare mænd;
andre kunde bare græde;
men de kom igjen!

Visstnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle gange,
og det stod påspil;
ti vi heller landet brændte,
end det kom til fald;
husker bare, hvad som hændte
ned påFredrikshald!

Hårde tider har vi døjet,
blev tilsist forstødt;
men i værste nød blåøjet
frihed blev os født.
Det gav faderkraft at bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære -
og det gav forlig.

Fienden sit våben kasted,
op visiret for,
vi med undren mod ham hasted;
ti han var vor bror.
Drevne frem påstand af skammen
gik vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen
og skal sådan stå!

Norske mand i hus og hytte,
tak din store gud!
landet vilde han beskytte,
skjønt det mørkt såud.
Alt, hvad fædrene har kjæmpet,
mødrene har grædt,
har den Herre stille læmpet,
såvi vandt vor ret.

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over vandet
med de tusen hjem.
Og som fædres kamp har hævet
det af nød til sejr,
ogsåvi når det blir krævet,
for dets fred slår lejr.

Print version